Mærkesag

11 Krav Om Habilitet Indføres I Danmark

Habilitet indføres i Danmark.
Mads Palsvig - formand for VelstandsPartiet - aka JFK21

Danske borgere har altid krav på uvildig vurdering af en sag.

Hvis en borger ønsker at klage over en modtaget service fra en offentlig eller privat virksomhed, vurderes klagen fremover af en instans, som ikke er inhabil. Pågældende instans skal have et flertal af sine medlemmer fra andre sektorer end den, der klages over. Denne opgave kunne varetages af en jury udpeget af Borgerombudsmanden. Medlemmer af loger kan ikke sidde i et klagenævn eftersom de skal sværge troskab til logen, så er de per definition altid inhabile.
_____

I dag er der inhabilitet i stort set alle forhold, hvor en borger klager over en service modtaget fra enten en offentlig eller en privat serviceudbyder, idet klagen som regel behandles af kolleger til den, man har klaget over. Dette er i praksis definitionen på et samfund, der prioriter inhabilitet fremfor habilitet.
JFK – Jorden Frihed Kundskab vil indføre krav om habilitet, idet vi værdsætter det enkelte menneskes ret til en retfærdig og upartisk behandling i alle livets forhold.
Eksempler:
Hvis man klager over en læge, skal det fremover ikke være et råd udelukkende bestående af læger, der vurderer klagen, men der skal være et mindretal af læger i det relevante organ, som man kan benytte til faglige spørgsmål som er nødvendige for at vurdere sagen.
Hvis man klager over politiet, skal der ligeledes være et flertal af personer, som ikke er tilknyttet ordensmagten til at vurdere sagen.
Det samme gælder Finansrådet og alle andre lignende forhold.
Borgeren har simpelthen altid krav på, at de der vurderer en klage ikke er inhabile. Hvis der foreligger inhabilitet, har borgeren krav på fuld erstatning.
Denne mærkesag er vigtig for alle menneskers frihed i et frit samfund. Man undlader samtidig at bringe mennesker i en interessekonflikt, enten være gode kolleger eller gode samfundsborgere. Et samfund hvor borgerne ikke har mulighed for at søge retslig oprejsning med en uvildig instans og hvor myndighederne eller private virksomheder kan træffe en vilkårlig afgørelse til fordel for sig selv og imod borgeren efter eget forgodtbefindende er de facto et fascistisk land.